Gå til hovedindhold

Kørekort

Hvis du har et handicap, er ordblind eller har indlæringsvanskeligheder, er HandicapBilistCentrets Specialkøreskole det rette sted for dig at tage kørekort.

En kørelærer fra HandicapBilistCentrets specialkøreskole underviser i vejskilte, som er obligatorisk i teoriundervisningen.

I HandicapBilistCentrets Specialkøreskole er vi vant til at undervise personer med særlige behov, og vi tilpasser køreundervisningen til den enkelte. Vi er vant til at gentage manøvrerne flere gange og på forskellige måder, ligesom vi er vant til, at det kan være nødvendigt, at du tilegner dig teorien gennem den praktiske køreundervisning.

Vi har både almindelige skolevogne og skolevogne med automatgear, som kan indrettes med for eksempel speeder og bremse til hånden, speeder til venstre fod eller joystickstyring. Der er mange muligheder.

Undervisning og prøver

Køre- og teoriundervisning kombineres, så du lærer det teoretiske, inden du efterfølgende skal øve det i praksis i køretimen.

For at opnå kørekort kræver det, at du følger nedenstående kurser samt undervisning og består prøverne:

Førstehjælpskursus
Teoriundervisning
Manøvrebane
Køreundervisning
Glatbane
Teori- og køreprøve

Før du går i gang

Inden du starter på at tage kørekort, skal du altid have udfyldt en lægeattest til kørekort hos egen læge. Denne skal afleveres på Borgerservice, og Borgerservice skal sende den videre til Færdselsstyrelsen, hvis du har et handicap eller en diagnose.

Færdselsstyrelsen afgør her, om det kan afgøres administrativt ud fra lægens notater i lægeattesten, eller om du skal til en vejledende helbredsmæssig køretest og have tilladelse til at tage kørekort i en specialindrettet skolevogn.

Når du får en afgørelse fra Færdselsstyrelsen i din E-Boks, er du klar til at gå i gang med kørekort.

Her kan du læse om vejledende helbredsmæssig køretest