Gå til hovedindhold

Teori- og køreprøve

For at opnå kørekort skal du bestå en teoretisk og en praktisk prøve.

Du skal bestå to prøver for at få kørekort: teoriprøve og køreprøve. Læs her om alt det praktiske.

For at opnå kørekort skal du bestå en teoretisk og en praktisk prøve. Du skal bestå den teoretiske prøve, før du kan meldes til den praktiske prøve.

Teoriprøve

Til teoriprøven skal du krydse ’ja’ eller ’nej’ til 25 billeder, som hver har to-fire svarmuligheder, præcis som du er vant til i vores teoriundervisning.

• Prøven varer ca. 15-20 minutter – ligesom i teorilokalet
• Du må maksimalt svare forkert på fem billeder for at bestå
• Du får besked med det samme, om du er bestået eller ikke bestået

Har du brug for mere end 25 minutter til teoriprøven, kan vi arrangere, at du kommer til en særprøve. Ved en sådan prøve sidder du alene med den sagkyndige, som læser spørgsmålene op. Det kræver en lægeattest at komme til særprøve.

Til teoriprøven skal du medbringe:

• Ansøgning om kørekort
• Lektionsplan/logbog
• Pas eller original dåbs- eller fødselsattest sammen med billed-id
• Opholdstilladelse, hvis du ikke er dansk statsborger
• Kørekort, hvis du har et i forvejen

Hvor foregår det?

Du tilmeldes teoriprøve, hvor det er nemmest for dig. Det vil sige, at det kan foregå i din egen by, hvis politiet afholder prøver der. Husk at tjekke adgangsforholdene, hvis du bruger kørestol.

I København foregår prøverne på Gl. Køge Landevej 1, 2500 Valby.

Køreprøve

Den praktiske prøve foregår normalt i det område, hvor vi kører i køretimerne. Du har dog mulighed for at komme til prøve, hvor du selv ønsker det, mod betaling af kørselsudgifterne til og fra stedet.

Til køreprøven skal du medbringe:

• Ansøgning om kørekort
• Lektionsplan/logbog
• Politiets brev med krav om særlig indretning
• Pas eller original dåbs- eller fødselsattest sammen med billed-id
• Opholdstilladelse, hvis du ikke er dansk statsborger
• Kørekort, hvis du har et i forvejen

Krav om tilstrækkelig sikkerhed

Den praktiske prøve er ikke noget, som bare skal bestås. Det er meget vigtigt, at du også er sikker bag rattet, når du efterfølgende skal køre alene. Derfor vil du – ligesom ved den teoretiske del – først komme til prøve, når din kørelærer vurderer, at du er klar.